Det er næsten midnat. Du er faktisk på vej i seng. Men du kan høre, at dit lille barn klynker. Du går derfor ind for at se, hvad der er i vejen. Den lille toårs unge, den lille søde krabat – din øjesten – har feber. Høj feber. Så der skal gøres noget. Udover at vride klude med koldt vand og holde dit barns lille hånd ømt i din, så er du faktisk på ret bar bund. Det eneste du tænker på, er at dit barn skal have det godt. Du overvejer, om I skal køre på skadestuen. Det har du sådan set mest lyst til.
Travle skadestuer
Men du ved også at på skadestuerne, dér har de travlt, så der kan være lang ventetid. Og den tid har du ikke. Hvad gør du så? Ja, det eneste du kan gøre: Du ringer til jeres familielæge. Ham, der har tilset dig under graviditeten, og som også nu ser dit barn til de regelmæssige tjek. Han vil kunne fortælle dig, hvad du skal gøre. Du ringer derfor op. Der bliver ikke svaret lige med det samme. Men efter et par ring, så er der en pige, der svarer. Du kan høre, at det er en stemme, du ikke kender. Du fortæller – lidt panisk – hvad der sker. Pigen fortæller dig, at lægen har vagt på sygehuset. Hun fortæller dig også, at hun er ansat til at passe på hans telefon, når han ikke selv kan svare.
Kvalitet i telefonpasningen
Du tænker lidt: Telefonpasning i høj kvalitet – for en læge? Jo det giver mening. I får en lille samtale. Hun kan ikke rådgive dig om, hvad du skal gøre – men hun sørger for at booke en tid til dig i morgen tidlig, så lægen kan tilse dit barn. Hun flytter lidt rundt på andre aftaler, lægen har lavet med andre patienter. Hun skal nok få dem til at forstå, at de må give dig plads i lægens kalender.