Endnu en god dag i butikken. Det er altså rart, når der kommer kunder, og det har vi jo savnet i nogle måneder i løbet af foråret. Lige som alle de andre handlende. Men her i de sidste par uger er der virkeligt kommet godt gang i forretningen igen. Folk har ligesom fået glæden og modet til at gå på indkøb igen. Jeg kan huske, at lige i de første par uger, efter at lock-down blev ophævet, var det meget sløjt. Der kom – rent ud sagt – ikke en sjæl i forretningen. Nu ser det ud til, at sommeren og det gode vejr, og det faktum, at vi har lært at leve med Covid-19, bevirker, at man ser mere normalt på tingene.
Tøj til runde piger
Jeg har min egen butik. Jeg sælger tøj i store størrelser til piger. Jeg designer det selv. Og jeg begrænser mig ikke til at sælge tøj til store kvinder. Jeg sælger også tøj til store mænd. Jeg opdagede nemlig, at der er mange par, hvor begge to er store i det. Og for ikke, at de skal spilde deres tid, så besluttede jeg mig for at lave en dame- og en herreafdeling. Og faktisk så er det sådan, at jeg får mange positive tilkendegivelser fra mine kunder. Ikke kun på grund af tøjet, jeg producerer, men også fordi de synes, det er rart at kunne købe ind sammen. I samme forretning. Der er ikke nogen grund til, at de skal gå i flere forskellige butikker for at få et stykke tøj. De finder det hele hos mig. Og naturligvis er jeg glad for de positive udtalelser.
Ideen kom nemt
Jeg kom på idéen, fordi min mand faktisk er bedre til at finde tøj til mig end jeg selv er. Han var altid med mig ude og købe tøj, inden jeg åbnede min butik. Han har ligesom et godt blik for, hvad der klæder mig, og hvilke farver jeg kan bruge, uden at jeg kommer til at se syg ud. Og som man siger: Jeg kan da ikke være den eneste, der gerne vil have hjælp til tøjindkøbene.
Det viste sig ret hurtigt, at min butik blev meget populær blandt store mennesker. Måske er det ikke kun, fordi de finder alt, hvad de skal bruge under et tag. Måske er det også, fordi de føler, at det kan være trættende og i nogle tilfælde ydmygende at skulle ind i flere forskellige butikker og stå der sammen og prøve og give feedback. Det har de fred til at kunne gøre her hos mig. Og de ved, at jeg gerne hjælper dem, hvis der er noget særligt, de leder efter. Så tager vi bare mål, og så laver jeg det til dem. Måske ser de en model af en jakke eller en kjole, som de kan se, vil klæde dem, men som bare lige skal ændres lidt over skulderen eller under barmen. Jeg bruger selv tøj til store kvinder, så jeg ved, hvor vigtigt det er, at man kan tale med sin partner om det uden at skulle lytte til en salgsperson, der måske bare er ligeglad.